Da du gik i folkeskole, 10. klasse og på en ungdomsuddannelse, boede du måske hjemme ved dine forældre ligesom de fleste andre unge mennesker. Men er du kommet ind på en videregående uddannelse, er det tid til at flyve fra reden og bygge din egen. Her får du et par gode råd til, hvordan du bedst får en god start, når du flytter hjemmefra.
Flyt adresse
Når du flytter hjemmefra, får du naturligvis en anden adresse. Og for at din post bliver sendt det rigtige sted hen, skal du melde flytningen til Post Nords digitale postservice. Men du skal samtidig også registrere din flytning til Folkeregistret. Det gør du på borger.dk med dit NemID. Det skal du gøre senest fem dage efter din flytning.
Ansøg om SU
Er du kommet ind på din drømmeuddannelse, og er den SU-godkendt, skal du huske at søge om SU, der står for Statens Uddannelsesstøtte. Du kan derfor ikke søge, før du ved, om du er kommet ind på uddannelsen, ligesom du tidligst kan søge om støtten én måned før studiestart. Du ansøger digitalt om SU på su.dk.
Tegn relevante forsikringer
Du er ikke længere dækket af dine forældres forsikringer, når du flytter i egen bolig. Derfor skal du selv tegne forsikringer, der er relevante for dig. Det betyder som minimum en ulykkesforsikring og indboforsikring. Kommer du til skade, dækker ulykkesforsikringen dig, mens indbrud eller lignende dækkes af din indboforsikring. Har du en bil, skal du tilmed tegne en bilforsikring, som kan hjælpe dig i tilfælde af, at der sker skader på din bil, eller du påkører en anden bil.
Søg om boligstøtte
For at nedbringe din husleje er det muligt at få boligstøtte, hvis du bor i en lejebolig. Det søger du om på borger.dk med dit NemID. Det er Udbetaling Danmark, der står for boligstøtten og skal behandle din ansøgning. Men det kan de først, når du har meldt flytningen til Folkeregistret. Husk desuden at ansøge om støtten inden en måned, fra du er flyttet ind.
Læg et budget
Når du ikke længere kan gemme dig under mor og fars økonomiske vinger, er der lige pludselig meget, du selv skal til at betale. Først og fremmest er der husleje, forsikringer, abonnementer osv. Du gør derfor klogt i at lægge et budget, så du nøjagtig ved, hvor mange udgifter du har, og hvor stort et rådighedsbeløb du har til mad, tøj, biografture og andre fornøjelser. På den måde løber din økonomi ikke løbsk, og du holder den i stedet i et stramt greb fra start.